Nyheder

HØJERE SAGSOMKOSTNINGER I CIVILE RETSSAGER

Den 1. juli 2014 trådte en vigtig ændring af retsplejeloven i kraft. Ændringen betyder, at parter i civile retssager, som ikke energisk nok forsøger at forlige sig, kan straffes omkostningsmæssigt.

Der er således nu i retsplejeloven indført en § 336 a, som lyder:

"Parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige retsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg."

Der er i loven ingen anvisning på, hvordan sådanne forligsmæssige bestræbelser kan eller skal gennemføres. Der er med andre ord frit valg. I forarbejderne til lovteksten peges imidlertid direkte på mediation, som et velegnet forhandlingsredskab.

Som bekendt byder mediation på de bedste løsninger, og da mediation samtidig er et både hurtigere og billigere alternativ til en almindelig rets- eller voldgiftssag, er der intet at betænke sig på. Opsøg en mediator så tidligt som muligt, når en konflikt er opstået.

Lovgiver har sikret sig, at det ikke er gratis at undlade at søge forlig. I § 318 i retsplejeloven er således indført et stk 2, som lyder: 

"Parter kan pålægges at bære de omkostninger, som de har forårsaget ved handlemåde, der er i strid med § 336 a." Også i forarbejderne hertil nævnes mediation som en relevant metode til at opfylde forpligtelsen til at søge forlig.

Det kan med andre ord blive dyrt ikke at gå i dialog.